Producent: Landlord Produkt: Saltede Kiks Købt i Rema 1000 for ca. 10 kr. Vægt: Ukendt |
Rema 1000 og nogle af de andre discountbutikker som Lidl og Aldi har det med at have billige kopier af de kendte mærker og produkter. I dette tilfælde forsøger de helt klart at matche TUC-kiksene, men lad være med at falde for fristelsen.
Når man får pakket posen op, ligger der, præcis som ved TUC, tre mindre pakker kiks. Og de ligner endda TUC med den samme form, huller og salt på den ene side.
Men her hører ligheden også op. For allerede når man bider i den første bemærker man at sprødheden ikke er ramt særlig godt. Den er simpelthen for kiks-agtig og altså slet ikke sprød på samme måde som originalen. Det er måske et eller andet sted til at leve med, for prisen er langt bedre end TUC's.
Desværre skuffer smagen også fælt. Mængden af salt der er strøet ud over kiksene er så inkonsistent, at nogle af dem er direkte uspiselige.
Så overvejer du at spare lidt penge ved at købe Rema 1000's kopi: Lad være! Hold dig til de originale TUC-kiks.